Borgmestrene for København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Henning Jensen Nyhuus fra Randers skrev forleden til statsministeren og bad om, at  fokus nu rettes mod vækst- og udviklingspotentialet i byregioner frem for udelukkende mod landdistrikter og yderområder…. og de anmoder om at få sat skærpet fokus på funktionelle byregioner i Danmark.

Godt at statsministeren har problemer nok at tumle med, for denne henvendelse bør hun straks arkivere lodret. Det er uomtvisteligt, at byregionerne  er vækstcentre og at deres andel af befolkningen vil vokse, men netop derfor er det aldeles ikke nødvendigt og muligvis direkte skadeligt på national plan at lade politikere (forsøge at) stimulere denne udvikling yderligere.

Alle disse kloge hoveder i byerne bør også lige huske på, at deres arbejde ofte er afhængigt af, at der er nogle, der producerer reelle varer, der kan eksporteres og sikre velfærden. Som det sker I Nordborg på Als (Danfoss); i Bjerringbro (Grundfos); i Billund (Lego); i Tønder  (Ecco), i Struer (B&O) og havde det ikke været for midt- og vestjyske smedemestre, ville Danmark ikke have været verdens førende vindmølle producent.

Det er også et faktum, at handelsoverskuddet på ca. 46 mia. kr. fra jordbrugsprodukter og fødevarer udgør knap 60 pct. af det samlede overskud på handelsbalancen. Trukket ned på det lokale plan illustreres det ved, at en miljøgodkendelse af bedrift med 550 malkekøer på Asfergvej vil resultere i 30 arbejdspladser og et skattegrundlag svarende til 22 offentlig ansatte.

Vel skal vi politikere varetage interesser for det område, hvor vi er valgt, men her virker det som om borgmestrene i de seks byer glemmer deres medansvar for den helhed, der ligger uden for egen valgkreds, men som de og deres borgere dog alligevel er en del af.

Skal der stadig bo folk i vore landsbyer og i de mange fritliggende ejendomme? Debatten de sidst uger har vist at det er nødvendigt, at vi som politikkere forholder os til spørgsmålet. Svaret er ganske enkelt. JA naturligvis.

Men så må vi være med til sikre at det er attraktivt at bo på landet, det kan vi blandt andet gøre ved at sikre, at den kommende kommuneplan giver flere muligheder end begrænsninger. Jeg har i de sidste måneder oplevet borgere der har fået nej til at nedrive ældre huse eller ejendomme, med ønsket om at opføre nye moderne og meget større huse. Afslag der er givet med henvisning til begrænsninger i landsplansredegørelse og i kommuneplan. Det er jo helt galt. Vi bør netop have mulighed for at give større frihed på landet og i de enkelte landsbyer, en mulighed for at borgere der har lyst til at bygge stort eller anderledes, kan få deres drøm opfyldt. Dette kan være medvirkende til at ældre ejendomme fjernes og erstattes af nye, og det kan være med til at tiltrække nye resurse-stærke beboere.

Der er forskel på land og by, det må der tages hensyn til når der lovgives og planlægges. Tåbelige forslag fra den nuværende regering om ekstra skat på brænde eller flere afgifter på transport, rammer langt hårdere på landet, end i de store byer, der har billig fjernvarme og kollektiv trafik. Den lille skole har større betydning i landsbyen end den har i den store by.  I den stor by forventer borgerne at kommunen klare det hele. I landsbyen er det ildsjælende der bygger den nye idrætshal, dem skal vi støtte.

På landet skal der være plads til forskellighed og foretagsomhed. Første skridt er at sikre ændringer i den kommende kommuneplan der skal vedtages til sommer.

Landsbyerne fokuserer pt. på aktiv dødshjælp til landsbyer – her er mit bidrag til debatten:

Det er godt, at Ålborg forskerne har sat gang i en debat om, hvad vi vil og kan med vore landdistrikter: Fremtiden kommer af sig selv, men udvikling skal skabes.

Deres flair for valg af de dramatiske ord ”aktiv dødshjælp” har bidraget til en stor medie bevågenhed, men har også betydet, at nogle hidser sig gevaldig op, fordi de fejlagtig opfatter aktiv dødshjælp som en trussel frem for et tilbud. Når der tales om aktiv dødshjælp i forhold til mennesker, sker det jo kun i situationer, hvor døden af den berørte person vurderes som et bedre alternativ end fortsættelse af livet. Det samme skal naturligvis også gælde aktiv dødshjælp i forhold til mindre landsbyer.

Med den opfattelse finder jeg forslaget om aktiv dødshjælp til små landsbyer ganske fornuftigt. Ingen landsbyer skal slås ihjel, men der bør være bedre muligheder end nuværende for offentlig støtte til at nedlægge landsbyer, når borgerne selv ønsker dette, og det på lang sigt er samfundsmæssigt fordelagtig. Set i forhold til de milliarder af offentlige kroner, der er brugt til at sanere boliger i København og andre større byer, har jeg ingen problemer med at kræve tilskud til aktiv dødshjælp frem for en langsom udpining.

Det primære for mig er dog at skabe så gode rammer om livet i landområderne, at aktiv dødshjælp kun sjældent bliver relevant. Og det kan gøres uden at det nødvendigvis koster særlig meget.  Det drejer sig om at lade foretagsomheden og ildsjælene komme til og ikke bremse dem unødig med paragraffer og regler. Nogle små økonomiske skulderklap og at vi viser, at vi vil dem gerne. Så skal de nok finde ud resten.

Som kommune gør vi noget af det  ganske godt- her tænker jeg især på LAG Randers – men der er absolut også behov for forbedringer. Inden for de seneste måneder har jeg set for mange og hørt om endnu flere sager, hvor virkelysten på landet bremses af den kommunale forvaltnings restriktive fortolkning af diverse regler.

Eksempelvis et stuehus, der ikke måtte flyttes 50 meter; en mindre landbrugsejendom, der ikke må opføre en 650 m2 lade/maskinhal og en anden landbrugsejendom venter nu på fjerde måned på tilladelse til at opføre en 250 m2 maskinhal, idet forvaltningen øjensynlig går meget op i at vurdere, om disse bygninger nu også er nødvendige for den erhvervsmæssige drift.  Hvad bliver det næste? At den lille håndværksmester får besked på at køre i en Citroen Berlingo frem for en VW Tourag?

Politisk oplever jeg dog heldigvis over en bred kam positive holdninger til at sikre gode rammer for livet på landet. Desværre må vi frem til 2014 affinde os med et politisk lederskab, der ikke i tilstrækkelig grad har formået at omsætte den positive holdning til handling.

”Vi vil mulighederne ” er overskriften på byrådets vision for Randers. Jeg er glad for denne overskrift, idet vores kommune jo netop har rigtig mange muligheder lige fra ”storbyen” Randers over lokale centerbyer og mindre landsbyer til det åbne land.

Desværre viser det netop indgåede budget forlig, at det med at ville muligheder primært gælder Randers by. Budgettet indeholder en stribe store investeringer i Randers by, hvilket er i orden – Randers er og skal være det helt dominerende center i vor kommune.

Men det er ikke i orden, at landområderne udsultes. Tydeligst ved at det kommunale bidrag til LAG’en – hvis formål netop er at skabe aktiviteter og forbedre levevilkår på landet – reduceres med ½ mio. kr. Egentlig et lille beløb i det 5 mia. stor budget, men netop derfor et bekymrende signal om byrådets interesse for landdistrikterne.

Samme budget indeholder i øvrigt stadig et pensionist buskort til 300 kr. pr. år – samme beløb som unge under uddannelse uden for Randers er nødt til at bruge på buskort pr. måned.

Budgettet giver ingen medvind til de ildsjæle, der ofte er forskellen mellem forfald eller udvikling – konkret er der end ikke udtrykt intentioner om at finde midler til projektet Træningshuset etape 2, hvor borgerne selv ville bidrage med 3 mio. af egen lomme.  Vil vi mulighederne?

Kommer der ekstra penge, skal de ifølge budgetteksten bl. a. anvendes til forskønnelse af Storegade for den nette pris af 10 mio. Jo – vi vil mulighederne

Der er behov for nytænkning omkring busdriften. Vi skal have brudt den nedadgående spiral, hvor stigende priser giver færre passagerer, som igen giver stigende priser og dårligere service.

Gratis busser for alle vil øge antallet af passagerer, men det vil koste Randers kommune ca. 32 mio. kr. pr. år. Det er det beløb, der kommer ind som billetindtægter.

- Lad os inspirere af prismodellen for internetadgang foreslår medlem af Randers byråd Jens Peter Hansen (V) og fortsætter – de fleste husstande har en internetadgang, der typisk betales som et fast månedligt beløb over betalingsservice. Alle i husstanden kan bruge internettet ubegrænset – det opleves som værende gratis at bruge.

- Lad os bruge samme princip på buskørsel. Lad os udvikle en prismodel, hvor en husstand tegner et flat-rate bus abonnement, hvorefter alle i husstanden frit kan benytte bussen. I dagligdagen vil det opleves som bussen er gratis – uanset om det er far, mor eller børnene, der benytter bussen – sammen eller hver for sig.

Økonomisk ser det ifølge Jens Peter Hansens beregninger fornuftigt ud. Sættes prisen f.eks. til 340 kr. pr. husstand pr. måned, vil kommunekassens nuværende indtægt på de 32 mio. kr. være dækket ind, hvis 7.800 husstande siger ja tak til tilbuddet.

- Og det forventer jeg, at rigtig mange vil gøre siger Jens Peter Hansen og forklarer – som det er nu betaler eksempelvis en familie med en ung uddannelsessøgende cirka samme beløb – og det for blot en person. En netop offentliggjort undersøgelse viser, at danskerne vil springe på billigere busser, og med den foreslåede model vil busserne i dagligdagen blive oplevet som værende et gratis alternativ.

- Jeg er udmærket klar over at dette ikke er en grydeklar løsning – der er udfordringer: Hvordan håndteres det i praksis? Ordningen har ikke millimeter retfærdighed og hvad med Midttrafik osv.

- Disse udfordringer må vi håndtere siger Jens Peter Hansen og fastslår – et flat-rate bus abonnement er vejen frem hvis vi vil have flere til at benytte bussen uden at tømme kommunekassen. Og fyldte busser er bedste sikkerhed for at bevare de busruter, der er så afgørende for landsbyerne rundt om Randers

Yderligere oplysninger fås hos Jens Peter Hansen 24 48 16 04 eller via kontakt@jenspeterhansen.dk

Valgkampen går ud over synet hos politikere – nogle rammes af et ”tunnelsyn”, så lige netop de lokale problemstillinger dækker hele synsfeltet. Smittekilden er en bevidsthed om, at en god lokal sag kan sikre valg eller genvalg. Read the full story

Politik er at ville – og vi politikere vil rigtig meget. Dog begrænses vi som bekendt af økonomien – vi må hele tiden prioritere.

Det gælder også i sagen om en byggemodning, så købmanden i Fårup kan etablere en ny butik nord for Bakkevænget/Poppelvænget.

Sagen er egentlig på plads – Miljø- og Teknikudvalget indstillede i august, at der kan bruges 1.8 mio. kr. til byggemodning af butiksareal og etablering af 100 meter vej med fortov samt etablering af ca. 35 parkeringspladser. Købmanden har indvilget i at betale ekstra 215.000 kr. til arkæologiske udgravninger – en i øvrigt urimelig udgift, som statens lovgivning vælter over på den enkelte lodsejer.

Det viser sig så, at købmanden havde en forventning om, at byggemodningen ville omfatte et større område, herunder etablering af vej frem til Birkevænget. Det ville give to adgangsveje til den nye butik, men det ville også koste kommunen 1.5 mio. kr. ekstra.

Venstre har stor sympati for ønskerne om at udflytte købmandsbutikken i Fårup. Vi kan dog ikke se, eller har fået oplyst argumenter for at bruge 1.5 mio. ekstra på at byggemodne arealer og anlægge en vej, der i bedste fald ikke er nødvendig pt. og i værste fald ender med at ligge forkert ift. en fremtidig køber af dette område, der jo har været udlagt som butiksområde siden 1978.  Udvalgets socialdemokratiske medlemmer undlod at tage stilling, hvorfor udvalget nu har indstillet til Byrådet, at den oprindelige byggemodning fastholdes.

Måske kan vi finde en billigere løsning – jeg er dog ikke optimistisk. Lovmæssige krav til vejens beskaffenhed, samt kloakering af vejarealet giver os næppe mange handlemuligheder.

Debatindlæg i Landsbyerne 13. oktober 2009

Endelig – ni år efter vedtagelse af lokalplanen, udbydes de bedst beliggende grunde i Æblehaven nu til salg.  Æblehaven ligger jo perfekt i forhold til børnehave, skole, dagligvarebutik, Træningshuset, erhvervsområde og motorvej, og alligevel har det taget ni år at nå så vidt.

I tidligere Purhus kommune virkede det som om, at Asferg blot var noget, man kørte igennem på turen fra Spentrup til Rådhuset i Fårup. Manglende politisk interesse betød, at der gik næsten fire år med at købe jorden, og derefter valgte ”nogen” alene at sætte de ringest beliggende grunde til salg. Read the full story