Ros til borgmesteren for netop ved valg af denne begrundelse at optræde som borgmester og ikke som socialdemokratisk partiboss: Ved selskabsstiftelsen var det Venstre, der krævede erhvervsfolk i bestyrelsen – socialdemokraterne ville ikke afgive taburetter til erhvervsfolk. Byrådets beslutning blev derfor tre politikere og en erhvervsmand, og den beslutning har borgmesteren nu taget til sig.

Desværre krakelerer borgmesterens selv malede glansbillede og afdække partibossen, når honorarforhøjelser skal udmøntes i praksis. På vegne af Venstre foreslog jeg under sagens behandling i byrådet, at erhvervsmanden skulle tildeles næstformandsposten, så vi den vej rundt kan honorere og dermed sikre professionel bestyrelses ekspertise.

Men nej – såvel formandspost som næstformand gives til socialdemokratiske politikere, og honorarforhøjelsen ændrer derfor ikke en tøddel på aflønning til erhvervslivets repræsentant.

At borgmesteren så tre gange i strid med de faktiske forhold over for byrådet påstod, at der er valgt næstformand, understreger blot, at han agerer som partiboss: Socialdemokraterne har internt valgt hvem der skal have lunsen som næstformand, men der foreligger ikke nogen byråds- eller bestyrelsesbeslutning om dette.

Læs Gennemgang af konstitueringsforløbet efter kommunevalget 2009

På selve valgaftenen havde kommentatorerne på TV travlt med at farve kommunerne hhv. røde eller blå efterhånden som resultaterne blev offentliggjort. I mange tilfælde skulle det imidlertid vise sig, at enkelte kommuner siden skiftede farve adskillige gange. Ikke alle steder var det lige kønt, i en enkelt kommune kom det ligefrem til håndgemæng! Gamle aftaler blev brudt mens nye alliancer blev skabt, og i løbet af natten faldt brikkerne på plads. Derfor var de fleste i den tro, at alt var i den skønneste orden inden de gik hjem for at få sig et par timer på øjet.

Her gjorde mange imidlertid regning uden vært, for mens de lå under dynen, forhandlede andre videre, og konstitueringsaftaler, hvor blækket dårlig nok var tørt, blev revet i stumper og stykker.

I ugerne efter kommunalvalget gik der stort set ikke en dag, uden en borgmesterpost skiftede hænder. og jeg kan sagtens følge de borgere, der ikke forstår, hvordan deres byrådsmedlemmer kan være villige til hvad som helst for at få del i magten.

Der er efterhånden en del eksempler på at borgmesterkæder har været omkring halsen på adskillige byrådsmedlemmer siden valgnatten. Senest i Holstebro og Helsingør men også i Lyngby-Taarbæk og Syddjurs, har borgmesterposten skiftet ejermand hele tre gange.

I Lyngby-Taarbæk fandt borgmestercirkusset først sin afslutning på det konstituerende byrådsmøde, hvor den daværende borgmester indledte mødet i sikker forvisning om, at han skulle sidde yderligere fire år; for dernæst at opdage at flertallet i stedet pegede på en anden.

Også i Region Hovedstaden udviklede kampen om topposten sig også til en komedie. En ung SFer havde som en anden David besejret regionens mangeårige formand (og amtsborgmester). Magten gled ham imidlertid hurtigt af hænde, for mens han solede sig i rampelysets skær, fortsatte spillet i kulisserne. Højere oppe i Folkesocialisternes hierarki blev der trukket i trådene, og inden længe forsvandt tæppet under den unge regionsrådsformand.

Ifølge kommunalforsker ved Syddansk Universitet, professor Poul Erik Mouritzen, hænger det uskønne forløb netop særligt sammen med borgmesterposten, der både giver magt og en solid platform at profilere sig fra, samt ikke mindst garanti for en anselig løn på 700.-800.000 kr. de næste fire år.

Derfor mener jeg, at vi reelt bør overveje direkte valg til borgmesterposten som et alternativ til det konstituerings­roderi vi har oplevet de seneste to uger. Denne løsningsmodel vil ifølge Poul Erik Mouritzen forhindre meget af balladen i forbindelse med forhandlingerne og ikke mindst det nid og nag, der følger heraf i årene efter.

Direkte valg til borgmesterposten er meget udbredt i det øvrige Europa, og vi skal ikke længere end syd for grænsen for at se dette system fungere. Samtidig med, at vi afskaffer den indimellem komiske kamp om borgmesterposten, undgår vi, at kommunalbestyrelsesmedlemmer med ringe vælgeropbakning kan blive borgmestre, blot fordi de sidder med det afgørende mandat.

Endelig vil et direkte valg give borgmesteren et langt stærkere folkeligt mandat overfor det siddende byråd.

For selvom konstitueringsaftalen holder frem til det første byrådsmøde, er det langtfra ensbetydende med, at den gode stemning mellem flertallet og den udpegede borgmester varer ved i samfulde fire år. Det ved jeg selv fra min tid som borgmester i Randers, hvor jeg af og til kunne kigge i vejviseren efter den opbakning, jeg havde ved konstitueringen.

Derfor vil en borgmester, der er valgt direkte, ikke få et dårligere samarbejdsklima i byrådet. Tværtimod vil vi efter min bedste overbevisning, opleve en bedre atmosfære, idet vi undgår efterveerne fra kampen om borgmesterposten.

Der er således al mulig grund til allerede nu at tage en diskussion om, hvorvidt det alene skal være op til vælgerne at afgøre, hvem der skal være deres borgmester efter næste kommunalvalg.

Kronik i Berlingske tirsdag d. 15. december

Et væsentlig element i politik er at skabe størst mulig indflydelse, i en konstituerings situation for Randers Byråd betyder det, at kunne tælle til 16, et flertal.  Socialdemokratiet tog det for givet at de skulle side for bordenden, og indbød bl.a. Konservative og Venstre til at indgå i en konstituering imod betaling med en udvalgsformandspost, samtidigt undlod de at tilbyde noget til Dansk Folkeparti, således at de kunne få en splittelse af det borgerlige samarbejde. Som nævnt, alle partier ønsker jo størst mulig indflydelse, derfor enedes; SF, Dansk Folkeparti, Venstre, Radikale og Konservative om konstituering som gav alle parter en væsentlig bedre position, end hvis de havde Socialdemokratiet til at sidde for bordenden – ikke noget kup, men blot forhandling imellem parterne.

Det er usmageligt at Socialdemokraterne ikke kan acceptere spillets regler i denne situation.  Skal man endelig bruge ordet kup om det spændende døgn i Randers, så må det nærmest man kan komme på det være, Ejvind Clemmensens held til splittelse af SF’ gruppe.

Valget er overstået, alle 31 byrådsmedlemmer har til opgave i fællesskab at lave rammerne for udvikling af vores kommune. Udvikling kræver samarbejde og forskellighed, og der er nok at tage fat på; infrastruktur, uddannelse, kultur, ældre mv., og så har Essex Park stadigvæk en Overmark tribune.

På tiden arbejder en valgretskommission om nedsættelse af valgretsalderen og skal fremkomme med en betænkning inden udgangen af 2010.

I forbindelse med det netop afholdte kommunalvalg har vi været vidne til en farce med den 21 årlige SFèr Kasper Fuhr Christensen, der efter eget udsagn først følte sig presset til at indgå en skriftlig konstitueringsaftale med de borgerlige partier for efterfølgende at løbe herfra og indgå en ny skriftlig aftale med den røde blok. Han oplyser ikke i denne situation om, hvorvidt han endnu en gang er blevet presset, men af foto i denne avis er han omklamret af LO formanden Ejvind Clemmensen, så mon ikke LO´s valgprogram for de røde her kommer til anvendelse.

Nu skal den unge statskundskabsstuderende Kasper Fuhr Christensen så administrere farmand Ejvind Clemmensens partiprogram i byrådet, og vi må så “håbe“”, at han også i Miljø- og teknikudvalget kan få nogle støttepædagoger til sin hjælp.

SF og socialdemokratiet går ind for nedsættelse af valgretsalderen til 16 år, men hvis Kasper Fuhr Christensen er en prototype på modenhed eller snarere mangel på samme, så håber jeg, at valgretskommissionen betænkning tager det til efterretning.

Kommunalpolitisk ordfører Rasmus Prehn (S) har udtalt: “Og med den uddannelse vi har i dag, er de unge også klar til at stemme, når de er 16 år”.

Eksemplet Kasper Fuhr Christensen viser desværre det modsatte.

Debat indlæg i Amtsavisen 23. november 2009