Så gør statsminister Lars Løkke Rasmussen endelig op med forestillingen om, at velfærd for danskere er en given ting og at den nærmest kommer af sig selv. I dagbladsannoncer 30. december 2010 skriver han bl.a.:
“I 2011 falder Danmarks olieproduktion i Nordsøen. Dermed kan vi se enden på de oliemilliarder, der har været en stor kilde til Danmarks velfærd gennem de seneste mange år.
Og i 2011 er kun halvdelen af alle danskere i arbejde. Kun halvdelen af os har altså en lønindkomst, som også skal finansiere den anden halvdels velfærd. Det er en alvorlig situation, som ikke kan holde på sigt.
Danmark har den største offentlige sektor af alle verdens frie lande, og indtægterne i det private erhvervsliv står ikke længere mål med forbruget i det offentlige.
Derfor står vi ved en skillevej, og vi må træffe et valg:
- Vil vi skære ned på vores velfærdsydelser som sygehuse, skoler og støtten til de allersvageste?
- Eller vil vi gennemføre reformer, for at skabe en bedre balance i de nye tider?
For mig er svaret klart: Tiden er inde til at se på Danmarks velfærd med nye, langsigtede briller. For det er helt afgørende, at vi også i fremtiden har råd til at bevare og udvikle velfærden!
Oppositionen påstår, at der findes et nemt alternativ. De siger, vi bare skal øge udgifterne, øge gælden og hæve skatterne! Det er en kortsigtet løsning, som medfører giftige renter og ringere konkurrenceevne for de virksomheder, som betaler vores allesammens løn.
Det er en negativ spiral, som kun gør situationen værre. Vi må ikke havne i en situation som i Sydeuropa, Storbritannien og Irland, hvor de må massefyre i det offentlige for at betale renterne af deres gæld.
Det er og bliver umuligt at låne sig til velfærd. Det er og bliver umuligt at beskatte sig til vækst.
Med kun halvdelen i arbejde og en faldende olieproduktion, ja så mener jeg, at det er nødvendigt at være åben for reformer. Det er en virkelighed, vi bliver nødt til at forholde os til i det nye år, hvis vi vil sikre et Danmark med varig velfærd.”

Hvordan sikrer vi varig velfærd?