PRESSEMEDDELELSE
Det fremgår af regeringsgrundlaget – det er en del af energiforliget og miljøminister Ida Auken vil med stor sandsynlighed sige det, når hun på mandag giver indlæg på Dansk Dag ved den internationale vindmølle konference EWEA: Vi skal have flere vindmøller.
For at indfri dette politiske mål skal kommunerne løfte opgaven med at planlægge placeringer for vindmøllerne. Randers kommune kom egentlig fint fra start med den opgave.
- Som byråd vedtog vi i fuld enighed en ambitiøs klimaplan, beretter Venstre politikeren Jens Peter Hansen og fortsætter – ligeledes vedtog vi i fuld enighed en kommuneplan med udlagte områder, hvor vindmøller kan opstilles i overensstemmelse med gældende regler for afstand, støj, skygge osv.
- Desværre led de gode intentioner skibbrud i mødet med virkeligheden konstaterer Jens Peter Hansen og forklarer – byrådets flertal anført af S og SF bøjede af for de forventelige borgerprotester og har nu vedtaget et kommuneplantillæg, der fjerner to grydeklare projekter med 11 vindmøller.
Som miljøminister skal Ida Auken ifølge Planlovens § 29 fremsætte indsigelse over for ændringer til en kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med overordnede interesser.
- Vil hun det? Vil hun vindmøller? spørger Jens Peter Hansen.
Venstre, Konservative, Radikale og Beboerlisten i Randers byråd har sendt miljøministeren en opfordring om at gøre indsigelse mod at fjerne vindmøllerne fra kommuneplanen. Den fremsendte opfordring kan ses på www.venstreiranders.dk/opfordring-til-ida-auken.pdf
- Vi – og sikkert også andre kommuner – afventer om hun vil handle. Snak og gode intentioner rejser ingen vindmøller, slutter Jens Peter Hansen.
Yderligere information
Jens Peter Hansen, medlem af Randers byråd (V)
24 48 16 04
kontakt@jenspeterhansen.dk



Det er en udbredt myte, at flere vindmøller i Danmark gavner klimaet via et efterfølgende mindre udslip af klimagasser. Når det er en myte, skyldes det, at Danmark er underlagt en fælles udledningskvote fastlagt i EU-regi. Hvis der er et enkelt “feel-good” land som Danmark, der reducerer udledningerne ekstraordinært på det kvotebelagte område, som vindmøller indgår i, får det blot som konsekvens, at andre EU-lande skal reducere mindre. Det frelser ikke verden.
Jens Peter Hansen synes at have glemt, at vi er med i EU?