Tilhører kategorien | Debat indlæg

Vindmøller, mennesker og natur

Nu om dage er det jo politisk korrekt at være positive over for vindmøller. Selv Danmarks Naturfredningsforening går nu endelig ind for vindmøller.

Så skal vi ”blot” blive enige om, hvor de skal placeres – på havet, langs motorveje eller hvor der nu er plads i landskabet?

Jeg er ikke i tvivl – jeg vægter mest miljø for pengene og hensynet til menneskers daglige tilværelse højere end hensynet til naturoplevelser. Derfor har jeg arbejdet for at vindmølleplanen for Randers kommune kom til at indeholde alle de områder, hvor vindmøller kan opsættes, så de lovmæssige afstande til naboer bliver overholdt – uden at skulle tvangsflytte eller yderligere belaste i forvejen støjplagede familier.

Vindmøllerne vil blive meget synlige i landskabet, og vil derfor påvirke vores oplevelse af naturen. Det har jeg ikke de store problemer med.

Hvis vore efterkommere ikke bryder sig om at se vindmøller i landskabet, kan de til enhver tid lægge dem ned og køre dem væk. Det kan de altså ikke gøre med den forurening og klimapåvirkning, der vil være konsekvensen, hvis vi producerer energien på traditionel vis. Med vindmøller generer vi kun os selv – ikke vore efterkommere.

Indlægget skrevet af:

Jens Peter Hansen - som har skrevet 83 indlæg på Venstre i Randers.

Medlem af byrådet (V) Asfergvej 13, Hvidsten. 24 48 16 04 kontakt@jenspeterhansen.dk


Kontakt forfatter




7 kommentarer til “Vindmøller, mennesker og natur”

  1. Hans – tag et kig på artiklen El fra havvindmøller er alt for dyr – men der er masser af plads på land skrevet af Preben Maegaard – en erfaren herre, der bl.a. siden 1984 har været forstander for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. I artiklen viser en tabel, at prisen pr. kW fra de seneste Anholt havmøller er 2-3 gang højere end land baserede.

    Ved sådanne regnestykker kan man naturligvis skrue på forudsætninger, til man får det ønskede resultat. Der skal dog skrues endda ganske meget, inden denne store forskel udlignes. Dertil kommer, at efterhånden som møllerne bliver højere og højere udviskes forskellen mellem hav og land – terrænets ruhed kommer til at betyde mindre, desto højere møllerne er.

  2. Hans Ingersen siger:

    Det passer ikke at vi kommer til at betale mere for den strøm der er produceret på havet, etableringsudgiften er ca. dobbelt ifgl. wind 1, men til gengæld er udnyttelsen af møllen det dobbelte på havet, afhængigt af hvor i land den står, når først etableringsudgiften er afskrevet bliver det en meget bedere forretning. så alt i alt er det en bedere invenstering på havet.

  3. Støjgrænser er heldigvis en absolut størrelse, der ved brug af standardiserede metoder kan måles og dermed kontrolleres. Kommunen kan påbyde en ny støjmåling f.eks. i forbindelse med naboklager over støj. Se https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=13020

    Kan en mølleejer ikke få sin mølle til at overholde støjgrænser, vil han simpelthen blive påbudt at standse møllen ved de vindhastigheder, hvor støjgrænser overskrides. Der kan ikke dispenseres fra støjgrænser.

  4. martin jørgensen siger:

    når man bliver nabo til så storer møller.som bliver plantet i ens baghave.er man ikke glad.
    jeg kunne godt tænke mig at vide om der er taget højde for at møllerne står i en dal, da man har beregnet støj.støj grænsen er så tæt på max og det er jo kun en beregning.
    bliver møllerne fjernet når nu det viser sig at de støjer for meget?????
    mvh martin

  5. Når jeg skriver “vægter menneskers daglige trivsel” er det netop fordi vi alene har udpeget vindmølleområder, hvor alle lovmæssige krav om støj og afstand er overholdt. Også skrevet som modsvar til skriverier i dagpressen gående på, at vi jo blot kan placere vindmøller langs motorveje – de der bor der er jo vant til støj?!

    Du har ret i, at støj kan føre til forstyrret nattesøvn, uro, stress og i værste fald sygdomme. Det afhænger naturligvis af støj niveauet. Derfor er støj niveauet fra virksomheder, vejanlæg, togdrift m.fl. reguleret af vejledende støjgrænser – f.eks. må virksomheder belaste boligområder med 45 db i dagtimer; 40 db aften og 35 db nat. Dvs. noget mere end vindmøller i dag og aften timer. De fastsatte grænser er naturligvis fastlagt med henblik på at undgå at genere mennesker daglige trivsel. Hvad vindmøller angår er støjgrænserne ikke vejledende – de er absolutte – dvs. vi kan som kommunalbestyrelse ikke dispensere fra disse grænser og omvendt kan vi ej heller nægte nogen opstilling af vindmøller med henvisning til støj, såfremt støjgrænser er overholdt.

    Som kommunalbestyrelse kunne vi vælge at sige, at vi ikke ønsker vindmøller i vores kommune med begrundelsen, at vindmøller vil påvirke naturoplevelser negativt. Eller vi kunne finde andre begrundelser, der ligger udenfor lovreguleret områder – som f.eks. Svendborg kommunalbestyrelse har valgt at gøre. Til trods for at fagkundskaben ikke ser problemer jf. http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Stoej/Nyheder+st%C3%B8j/Lavfrekvent_stoj_juli_2010.htm

    Mange politikere tænker kun frem til næste valg, så jeg tør intet sige om, hvorvidt beboer protester får byrådets flertal til at ændre indstilling mht. vindmøller. Det der ligger fast pt er at
    - Et enigt byråd godkendte klimaplan 2030 hvoraf det bl.a. fremgår at:
    1) CO2-udledningen skal inden 2030 nedbringes med 75 % i forhold til udledningen i 1990.
    2) Energiforsyningen skal senest 2030 baseres på 75 % vedvarende energi.

    - Et enigt byråd godkendte kommunens vindmølleplan, der pånær et område ved Lysnet udlægger alle anvendelige muligheder til vindmølleområder.

    Ud over indsigelse fra Langå Miljøgruppe var der ingen borgere, der kommenterede på Klimaplan 2030!

    Havvindmøller? – de genererer jo ingen bortset fra at vi alle kommer til at betale alt, alt for meget fra strømmen ift. at den bliver lavet på land.

  6. Alan Pedersen siger:

    Som borger i Hald kan jeg desværre ikke være enig i det du fortæller. Selvfølgelig skal vi have grøn energi – der er mange former, også en del der ikke lige er i folks baghave.
    Men du skriver, at du vægter menneskers daglige trivsel højere end hensynet til naturoplevelser. Det er sympatisk, men forklar mig hvordan man tager højde for trivslen, når så mange borgere i Hald og Linde komme til at bo i et område, der kun lige akkurat overholder lovens krav mht til støj. Støj fører til forstyrret nattesøvn, uro, stress og i værste fald sygdomme – men så bliver det jo andre budgetter vi belaster!
    I eksempelvis Svendborg kommune er man nu afventende mht at sætte flere kæmpemøller op, specielt set i lyset af, at man reelt ikke ved hvilken indflydelse så store konstruktioner har på nærmiljøet og dermed borgerne. De venter trods alt på, at det bliver undersøgt til bunds!
    Vores regering i form af Lykke Friis udtaler endog at Danmarks energibehov mere en dækkes af potentialet i havvindmøller. Hvorfor i alverden føler Randers Kommune så i form af jer, som vi har valgt til at varetage vore interesser, at vi skal forsøge at redde hele energipolitikken i vores lille lokalområde? Det skyldes nok, at der ikke er mange stemmer at miste ved at trampe på de små landsbysamfund i kommunens randområder.

    (Dok. for regeringens holdning kan læses på dette link) http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/02/26/070026.htm

  7. Karsten Møller siger:

    Helt enig, Jens Peter

    Hilsen
    Karsten Møller

Trackbacks/Pingbacks


Kommentér dette indlæg

  • Nye
  • Populære
  • Kommentar
  • Emner
  • Abonnér

Fotos fra Flickr - Se alle fotos

Nyhedsbrev

Få en e-mail med nye indlæg - indtast din e-mail i feltet herunder og klik på Tilmeld:

Dobbeltklik for stor

Livet som folketingsmedlem

Flat Rate bus billet

ABC har netop løbet Fladbro løb

Hjemmesider for byrådsmedlemmer

Øvrige