Tilhører kategorien | Debat indlæg

Genopretnings planen løser problemer nu og styrker på sigt

Hvis din kassekredit er brugt op, har du to valgmuligheder. Du kan enten håbe på, at nogen helt uopfordret sender dig 1000-krone sedler, eller du kan tage tyren ved hornene og sætte tæring efter næring, så du kan få bugt med underskuddet.

I Venstre ved vi, at chancen for, at en kiste med 24 milliarder kroner vil drive i land et sted på Danmarks kyst, er omtrent lige så stor, som sandsynligheden for at samtlige danskere fra den ene dag til den anden, vil arbejde en time ekstra.

Derfor har vi været nødt til at gå de offentlige budgetter igennem med en tætte kam, og vi mener at have fundet en række områder, hvor det vil gøre mindst ondt at spare. Det er bestemt ikke sjovt, men alternativet er at bruge løs af penge, som vi ikke har.

Et af de væsentligste elementer i Genopretningsplanen er en reform af dagpengereglerne. Hidtil har det været muligt at modtage dagpenge i fire år. Det er meget lang tid, og især i periode med fuld beskæftigelse, kan det være meget svært at se logikken i, at folk skal have mulighed for at leve på samfundets regning i hele fire år.

Derfor er det positivt, at det lykkedes at nå til enighed med Danske Folkeparti om en reduktion af dagpengeperioden, så arbejdsløse fremover kun kan modtage dagpenge i to år. Sammenlignet med vores nabolande, er dagpengeperioden stadig forholdsvis lang, kun i Norge er perioden ligeledes på to år, mens den i lande som Sverige, Finland og Holland er kortere.

Vi ved fra tidligere reduktioner i dagpengeperioden, at de får dagpengemodtagerne til at komme hurtigere i job. Ændringen bidrager umiddelbart med 1,5 milliarder kroner, og i lyset af tidligere erfaringer ved vi desuden at denne reform sammen med de øvrige initiativer i Genopretningsplanen, vil øge beskæftigelsen med omkring 11.000 personer.

Jeg er glad for at det lykkedes os at finde frem til en model, der friholder kommunerne for besparelser. En reduktion i dagpengeperioden og et loft over fradrag for fagforeningskontingenter er trods alt at foretrække frem for besparelser i kommunerne.

Genopretningsplanen er således med til både at løse vore nuværende økonomiske problemer samt styrke dansk økonomi på sigt. Dette er afgørende hvis vi også på sigt skal kunne bevare vores konkurrence evne og opretholde vores velfærdssamfund.

Indlægget skrevet af:

Michael Aastrup Jensen - som har skrevet 50 indlæg på Venstre i Randers.

Medlem af Folketinget


Kontakt forfatter




6 kommentarer til “Genopretnings planen løser problemer nu og styrker på sigt”

  1. Niels Vissing siger:

    Hej Michael

    Nu var det ikke for at skynde på dig – og naturligvis skal du passe dine vælgere. Jeg skal da også være den første til at indrømme, at du blandt venstres folketingsmedlemmer klart er en af de bedste!!
    Men jeg vil nu fastholde, at en rigtig fagforening er meget andet en “brand og bål” i gaderne.
    Kommer mennesker i knibe på jobbet, ja så er de rigtige fagforeninger altså at foretrække fremfor “de gule”!!
    Og hvad er det dog for noget med børnechecken?? Er der slet ingen grænser for hvad venstre vil gøre for at bevare regeringsmagten?
    Det er jo ligefør I hopper og danser for DF – og det synes jeg ærlig talt I burde holde jer for gode til!!
    M.h.t. antallet af offentlig ansatte, ja så tror jeg altså ikke de beregninger finansministeriet er kommet med “holder vand”, men nu er det jo også sjældent, at en borgerlig økonom er enig med en venstreorienteret ditto – så det lader jeg ligge.
    Men mange tak for dine svar – og ha en god sommer.

  2. Kære Niels Vissing

    Jeg har været ude og møde vælgerne på Gl. Estrup både lørdag og søndag, og har derfor ikke haft mulighed for at besvare dit indlæg før nu.

    Tilbage i 2008 var en dagpengereform en del af finanslovsforslaget, men dengang savnede vi opbakning til en reel reform, og måtte derfor skrinlægge planerne.

    Hvis du læser Finansministeriets svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 159 af 12. maj 2010, s. 8 midt, kan du læse, at det er en forudsætning for, at en time om ugen vil give det lovede provenu på 15 milliarder kroner, at antallet af offentligt ansatte skal tilpasses således, at de offentlige lønudgifter er uændrede. Det vil med andre ord sige, at hvis alle offentligt ansatte arbejder en time ekstra, så skal minimum (for en stor del af de offentligt ansatte arbejder på nedsat tid) hver 38. offentligt ansatte afskediges – det svarer til 2,6 pct. De seneste tal jeg har for antallet af ansatte i den offentlige sektor er fra 2008 (Statistisk tiårsoversigt 2009) og da var der 922.000 ansatte i den offentlige sektor. En reduktion på 2,6 pct i medarbejderantallet i den offentlige sektor svarer således til mellem 23 og 24.000 afskedigelser.

    Mht. dagforening, så var det faktisk KRIFA jeg havde i tankerne. Det er muligt at du henter dit ideal for hvad en fagforening skal gøre, i mellemkrigstidens arbejdskampe, men udviklingen viser at flere og flere lønmodtagere i højere grad efterspørger andre ydelser end bål og brand i gaden!

  3. Niels Vissing siger:

    Man siger jo, at den der tier samtykker. Så jeg tager Micahels mangelende svar for en erkendelse af, at jeg har ret i, at jeg har ret i at det er DF´s idé med nesættelsem af dagpengeperioden og svaret på hvorfor S og SF´s forslag til at komme ud af den krise vor regering har bragt os i skulle medføre et stort antal afskedegelser i den offentlige sektor, ja det har folketingsmedlemmet heller ikke kunnet give!!

  4. Niels Vissing siger:

    Allerførst mange tak for svaret. Men Michael – er det ikke korrekt, at forringelsen på dagpengeområdet er DF´s idé?
    Det var da ikke venstre der ønskede det, eller hvad?
    Forøvigt underlig at Thulesen-Dahl den 9. januar i år udtalte, at DF under ingen omstændigheder kan støtte reformer der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden!!
    Det kan du naturligvis ikke gøre for eller stå til regnskab for, men det er godt nok hurtig jeres allierede har ændret mening.
    Hvorfra får du den fikse idé, at der skal fyres mindst 20.000 i den offentlige sektor hvis S SF´s plan føres ud i livet.
    Og er det KRIFA du tænker på når du skriver om de billige fagforeninger??
    Efter min mening er KRIFA IKKE en fagforening, men en selskabelig forening der jo direkte selv siger, at de ikke vil strejke for at opnå noget.
    De lukrerer på de rigtige fagforeninger og gør intet der er til gavn for deres medlemmer…
    Jeres fikse idé om skattestoppet er da heldigvis begyndt at aftage, men hvorfor fjerner I så ikke fradragsretten til sygeforsikringer??
    Det er jo især de der har meget der har disse forsikringer medens den lønmodtager I nu vil sende på kontanthjælp efter to år ikke har råd til en sådan!
    God week-end.

  5. Kære Niels Vissing

    Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hovedparten af de mennesker, der mister deres arbejde, gør alt hvad der står i deres magt for at finde sig et nyt job. Desværre kan vi se, at ikke alle er lige aktive, nogle trækker tiden i håb om at finde drømmejobbet, andre slapper af og nyder livet.

    I de lande vi normalt sammenligner os med, fx Norge og Sverige, er dagpengeperioden på to år eller derunder. Vores erfaringer fra tidligere nedsættelser af dagpengeperioden viser, at det får flere i arbejde. Samtidig er det vigtigt at huske på at ændringerne i dagpengeperioden hænger sammen med en række andre initiativer, som fokuserer på at hjælpe langtidsledige tilbage i arbejde.

    Jeg er bestemt ikke fremmed overfor ideen om, at vi på sigt skal øge den ugentlige arbejdstid. Problemet med Socialdemokraterne og Folkesocialisternes forslag er, at det langt fra lader sig gøre fra den ene dag til den anden at øge alles arbejdstid med en time om ugen.

    For det første skal der jo være behov for den ekstra arbejdskraft ude på virksomhederne – og råd til at betale alle en ekstra timeløn. Desuden viser undersøgelser, at mange ansatte slet ikke ønsker at arbejde ekstra. Derfor kan forslaget på ingen måde hjælpe med at forbedre statens budget her og nu eller indenfor den nærmeste fremtid.

    I det hele taget rummer Helle Thorning og Villy Søvndals udspil ingen initiativer der tager hånd om de udfordringer vi står overfor i dag, ligesom de ganske behændigt har glemt en række udgifter og overvurderet effekten af deres forslag. Desuden har de ligeledes undladt at fortælle, at såfremt forslaget om en times ekstra arbejdstid skal skæppe i statskassen, så indebærer det, at 2-3 pct af samtlige offentlige ansatte skal fyres – det drejer sig om over 20.000 mennesker.

    Hidtil har alle kunne trække hele deres fagforeningskontingent fra i skat. Det betyder, at samfundet indirekte betaler flere penge til de dyre fagforeninger end til de billige. Det undrer mig meget, hvordan nogen fagforeninger kan nøjes med at opkræve cirka 150 kroner i kontingent, mens andre skal have hen ved tre gange så meget. Det kunne tyde på, at ikke alle fagforeninger går lige højt op i deres omkostningsniveau, men der er selvfølgelig kun medlemmerne til at betale når fagforeningsbosserne skal have et par millioner med i lommen på vej ud af døren! Ved at sætte et loft over fradraget for fagforeningskontingenter, håber vi, at vi kan motivere fagforeningerne til at fokusere mere på deres omkostningsniveau, hvilket kun kan være til glæde for deres medlemmer.

    Med den nuværende aftale undgår vi, at kommunerne skal spare adskillige milliarder ligesom vi slipper for at fastfryse overførselsindkomsterne til fx pensionister og førtidspensionister. Det er derfor en sandhed med modifikationer, når du anklager aftalen for at skade samfundets svageste.

    Med aftalen er vi på vej til at genoprette dansk økonomi, frem for som S+SF at grave hullet i statskassen dybere. Hvis vi ikke får barberet underskuddet ned, vil vi ende med en håbløs gæld, der vil suge penge ud af statskassen i form af renteudgifter. Penge som jeg foretrækker at investere i vækst og velfærd!

  6. Niels Vissing siger:

    Ingen tvivl om, at Michael Aastrup Jensen er den bedste venstreborgmester der nogensinde har været i Randers.
    Ligeså lidt tvivl er der vel om, at det med dagpengeperioden er noget Dansk Folkeparti har fundet på – eller hvad??
    Michael Aastrup skriver jo næsten direkte, at folk der er arbejdsløse ikke gør nok for at komme i arbejde i øjeblikket. Noget af en påstand vil jeg mene.
    LO havde faktisk sagt ok til, at lønmodtagerne skulle arbejde en time mere om ugen, hvilket efter min mening ville være rigtig godt for vort land.
    Nu kommer vi med garanti til at se nogle familier gå fra hus og hjem p.g.a. arbejdsløshed, men det bekymrer måske ikke venstre?
    Hvorfor beskære i fradraget for fagforeningskontingent? Havde det ikke været bedre og givet flere penge hvis man havde beskåret fradrag for sygeforsikringer??
    Den nuværende regering har sørget for den tilstand vort land står i nu, og nu forsøger den at tørre det af på de svageste, men det er vel i bund og grund også rigtig venstrepolitik!

Trackbacks/Pingbacks


Kommentér dette indlæg

  • Nye
  • Populære
  • Kommentar
  • Emner
  • Abonnér

Fotos fra Flickr - Se alle fotos

Nyhedsbrev

Få en e-mail med nye indlæg - indtast din e-mail i feltet herunder og klik på Tilmeld:

Dobbeltklik for stor

Livet som folketingsmedlem

Flat Rate bus billet

ABC har netop løbet Fladbro løb

Hjemmesider for byrådsmedlemmer

Øvrige