Kommunalvalget for snart en måned siden forløb i god ro og orden – det er mere, end hvad vi kan sige om fordelingen af posterne i kommunalbestyrelserne. Mange steder har kampen om de magtfulde og lukrative borgmesterposter udviklet sig til en farce, som borgerne på ingen måde kan være tjent med. Derfor bør vi overveje om borgmestrene i fremtiden skal vælges direkte af borgerne frem for som i dag at være hovedpræmien i en til tider voldsom kamp mellem kommunalbestyrelsernes medlemmer.

På selve valgaftenen havde kommentatorerne på TV travlt med at farve kommunerne hhv. røde eller blå efterhånden som resultaterne blev offentliggjort. I mange tilfælde skulle det imidlertid vise sig, at enkelte kommuner siden skiftede farve adskillige gange. Ikke alle steder var det lige kønt, i en enkelt kommune kom det ligefrem til håndgemæng! Gamle aftaler blev brudt mens nye alliancer blev skabt, og i løbet af natten faldt brikkerne på plads. Derfor var de fleste i den tro, at alt var i den skønneste orden inden de gik hjem for at få sig et par timer på øjet.

Her gjorde mange imidlertid regning uden vært, for mens de lå under dynen, forhandlede andre videre, og konstitueringsaftaler, hvor blækket dårlig nok var tørt, blev revet i stumper og stykker.

I ugerne efter kommunalvalget gik der stort set ikke en dag, uden en borgmesterpost skiftede hænder. og jeg kan sagtens følge de borgere, der ikke forstår, hvordan deres byrådsmedlemmer kan være villige til hvad som helst for at få del i magten.

Der er efterhånden en del eksempler på at borgmesterkæder har været omkring halsen på adskillige byrådsmedlemmer siden valgnatten. Senest i Holstebro og Helsingør men også i Lyngby-Taarbæk og Syddjurs, har borgmesterposten skiftet ejermand hele tre gange.

I Lyngby-Taarbæk fandt borgmestercirkusset først sin afslutning på det konstituerende byrådsmøde, hvor den daværende borgmester indledte mødet i sikker forvisning om, at han skulle sidde yderligere fire år; for dernæst at opdage at flertallet i stedet pegede på en anden.

Også i Region Hovedstaden udviklede kampen om topposten sig også til en komedie. En ung SFer havde som en anden David besejret regionens mangeårige formand (og amtsborgmester). Magten gled ham imidlertid hurtigt af hænde, for mens han solede sig i rampelysets skær, fortsatte spillet i kulisserne. Højere oppe i Folkesocialisternes hierarki blev der trukket i trådene, og inden længe forsvandt tæppet under den unge regionsrådsformand.

Ifølge kommunalforsker ved Syddansk Universitet, professor Poul Erik Mouritzen, hænger det uskønne forløb netop særligt sammen med borgmesterposten, der både giver magt og en solid platform at profilere sig fra, samt ikke mindst garanti for en anselig løn på 700.-800.000 kr. de næste fire år.

Derfor mener jeg, at vi reelt bør overveje direkte valg til borgmesterposten som et alternativ til det konstituerings­roderi vi har oplevet de seneste to uger. Denne løsningsmodel vil ifølge Poul Erik Mouritzen forhindre meget af balladen i forbindelse med forhandlingerne og ikke mindst det nid og nag, der følger heraf i årene efter.

Direkte valg til borgmesterposten er meget udbredt i det øvrige Europa, og vi skal ikke længere end syd for grænsen for at se dette system fungere. Samtidig med, at vi afskaffer den indimellem komiske kamp om borgmesterposten, undgår vi, at kommunalbestyrelsesmedlemmer med ringe vælgeropbakning kan blive borgmestre, blot fordi de sidder med det afgørende mandat.

Endelig vil et direkte valg give borgmesteren et langt stærkere folkeligt mandat overfor det siddende byråd.

For selvom konstitueringsaftalen holder frem til det første byrådsmøde, er det langtfra ensbetydende med, at den gode stemning mellem flertallet og den udpegede borgmester varer ved i samfulde fire år. Det ved jeg selv fra min tid som borgmester i Randers, hvor jeg af og til kunne kigge i vejviseren efter den opbakning, jeg havde ved konstitueringen.

Derfor vil en borgmester, der er valgt direkte, ikke få et dårligere samarbejdsklima i byrådet. Tværtimod vil vi efter min bedste overbevisning, opleve en bedre atmosfære, idet vi undgår efterveerne fra kampen om borgmesterposten.

Der er således al mulig grund til allerede nu at tage en diskussion om, hvorvidt det alene skal være op til vælgerne at afgøre, hvem der skal være deres borgmester efter næste kommunalvalg.

Kronik i Berlingske tirsdag d. 15. december