Tiden er rendt fra de røde fagforeninger, blokader og deres insisteren på at være de eneste, der kæmper for lønmodtagerne. Det danske arbejdsmarked har ændret sig en hel siden Louis Pio for langt over hundrede år siden svingede den røde fane på Nørre Fælled i København. Og gudskelov for det!
Traditionelt har det været de gamle røde fagforeninger, der har haft monopol på at repræsentere lønmodtagerne, men i dag flygter medlemmerne i stort omfang. Gennem de sidste ti år har 300.000 skrottet deres medlemskab i et af de mange LO-forbund. I stedet har mange valgt et af de nye fagforbund. Blandt dem finder vi Krifa, som i dag har 190.000 medlemmer.
Ifølge Socialdemokraternes Leif Lahn, er Krifa slet ikke en rigtig fagforening, men hvad er det så, fristes man til at spørge. Det ville omtrent svare til at Leif Lahn hævdede at en jetjager ikke var flyvemaskine, blot fordi den ikke var udstyret med propeller.
Jetjageren er en moderne flyvemaskine ligesom Krifa og de øvrige såkaldte ’gule’ fagforeninger er moderne fagforeninger. Her går de ikke op i konflikter og dogmer, men arbejder for at sikre deres medlemmer ordentlige vilkår.
Meget sigende kunne en ansat i en konfliktramt virksomhed fra Vejle til TV2 Nyhederne fortælle, at Krifa faktisk giver hende bedre vilkår under barsel, end hendes tidligere fagforening 3F kunne tilbyde. Derfor fristes jeg til at overveje, hvorvidt det overhovedet er medarbejdernes vilkår, der ligger Leif Lahn på sinde? Måske er det snarere det faktum, at de ’gule’ fagforbund ikke støtte Leif Lahns eget parti, der har fået ham til at erklære krig mod de moderne fagforeninger.


