I en kommentar til nyheden om, at Claus Omann Jensen for Venstre i Randers stiller op som borgmesterkandidat ved KV2013 udtaler borgmester Henning Jensen Nyhuus til avisen den 11. maj, at “Vi har skabt gode rammer for erhvervslivet” og, at “Jeg ved ikke, hvad de er for en verden, Claus Jensen og Michael Aastrup lever i”.
Nu er det jo sådan, at der rent faktisk har fundet en måling sted på erhvervsklimaet i 2011 af Dansk Industri. Alle i Randers Kommuner er efterhånden klar over, at vi blev indplaceret på en 72. plads ud af 98 kommuner (2 deltog ikke, så det er endnu værre).
De fire dårligste kategorier var: Brug af private leverandører (91), Skatter, afgifter og gebyrer (83) og kommunens sagsbehandling (75) og kommunens image (74).
Så det er så sandelig noget, som den siddende borgmester må tage ansvaret for, så fakta fra virkelighedens verden taler sit eget sprog.
Nyheden om borgmesterkandidat Claus Omann Jensen er også nået uden for kommunegrænsen, idet landsformand Jens Neustrup Simonsen fra Business Danmark på sin facebook skriver:
”Herning har gjort det og Randers har tidligere gjort det – og nu gør de det så igen. Vælger en spidskandidat som ikke skal måles på anciennitet i byrådet, men på politiske ambitioner, håb og drømme …..mon ikke vælgerne i Randers belønner Venstre for deres mod”.
Denne udtalelse falder godt i tråd med lederen i lørdags af chefredaktør Turid Fennefoss Nielsen, der skrev: “Derfor er det et tiltrængt frisk pust, at Claus Omann strutter af selvtillid, og med sin baggrund som selvstændig erhvervsmand ved han om nogen, at det er resultaterne, der tæller”.


