Efter en præsentation- og spørgerunde blev Claus Omann Jensen med 349 stemmer mod 79 til Jens Peter Hansen valgt som Venstres borgmesterkandidat på et møde, hvor der var ca. 150 fremmødte
51,7 % af Venstres medlemmer deltog i afstemningen. Purhus havde den højeste stemmeprocent med 70,4 %, næstefter Langå med 53,3% og Randers med 52,7%, Nørhald-Havndal 43,4% og Randers Syd 32,7%.
Herunder er den præsentation af Claus Omann Jensen, der var blevet tilsendt Venstre’s medlemmer sammen med stemmematerialet:
——
Kære Venstre-medlem,
Mit navn er Claus Omann Jensen – jeg er 41 år og har siden 2011 været Formand i Randers Venstre vælgerforening. Jeg stiller op som spidskandidat for Venstre i Randers til Kommunevalget 2013.
Jeg har modtaget mange opfordringer til mit kandidatur og særligt vigtigt er det for mig, at mit kandidatur har stor opbakning fra vores nuværende gruppeformand Anders Buhl Christensen, og at Anders vil fortsætte i næste valgperiode som en af de ledende figurer i Randers Venstre’s byrådsgruppe.
Jeg bor i Tebbestrup sammen med min hustru Jeanette, 41 år og vores 2 piger, Josephine 12 år og Emma 10 år. Vi nyder at bo i naturen og samtidig kun have 4 km til Randers centrum. Vi er en meget aktiv familie, børnene spiller håndbold og rider, og Jeanette og jeg løber og cykler meget. Jeg er uddannet cand.merc. jur. fra Handelshøjskolen i København. Jeg har gennem snart 6 år drevet og ejet møbelvirksomheden JENSENpIus i Randers, med 15 ansatte. Inden da var jeg Salgsdirektør i IT-virksomheden IBM og var de sidste 5 år ansvarlig for IBM’s løsningssalg til finanssektoren i Danmark, Norden og Europa.
Af person værdsætter jeg dyder som troværdighed, ordholdenhed, hårdt arbejde og evnen til at kunne lytte.
Som borger, familiefar, erhvervsleder og Formand for Randers Venstre vælgerforening, har jeg betragtet, hvordan vores kommune mister terræn i forhold til de andre kommuner, og at visionerne for, hvor Randers vil være om 5 år er næsten fraværende. I dag har vi en kommune som ligger nr. 72 ud af 98 kommuner i forhold til erhvervsattraktivitet. Vores børns afgangseksamen i folkeskolen ligger i den nederste tredjedel af landsgennemsnittet. Vi har en tilflytning af borgere på det halve af byer som eksempelvis Silkeborg og Horsens.
Det er på tide vi sætter en ny dagsorden i Randers Kommune. Vi skal i 2017:
- have løftet vores børns folkeskole afgangseksamener væk fra den nederste tredjedel af landsgennemsnittet.
- have flyttet min. 5 procent af kommunens administrationsomkostninger over på udførende områder som sundhed, skole og pleje.
- være den kommune der har flest tilflyttere i Østjylland, Århus undtaget.
- have en netto tilgang på 1.000 arbejdspladser i forhold til i dag.
- igen have indtaget en placering i top 10 på DI’s erhvervs attraktivitets måling.
Hvis du viser mig tillid med din stemme, så vil jeg behandle den med respekt og efter bedste evne arbejde for vækst og udvikling, for by og land i Randers Kommune.
——


